Teksten har til formål at beskrive den nationale retningslinje for kirurgisk korrektion af overskydende hud på øvre øjenlåg. Derved tilstræbes bedst mulig undersøgelse og behandling af de danske offentligt finansierede patientkategorier. Samtidig skal retningslinjen danne baggrund for, at indikationsstilling til kirurgi sker på et ensartet grundlag, og at der undgås et utilsigtet skred i behandlingsindikationer på patienter behandlet i offentligt regi.
Retningslinjen bygger på Sundhedsstyrelsens faglige visitationsretningslinje for overskydende hud på øvre øjenlåg fra 2012 [1].
Overskydende hud på øjenlågene (dermatochalasis) er en hyppig tilstand, primært relateret til aldersforandringer i huden. Patogenesen menes at involvere tab af kollagen- og elastin samt ændring i lymfekar, men histopatologien er forsat ikke fuldt klarlagt [2]. En række faktorer kan disponere eller accelerere udviklingen, herunder genetisk disposition, UV-eksponering, rygning, hyppig øjengnubning samt traume eller tidligere kirurgi. Systemiske sygdomme såsom thyroidea associeret orbitopati, kronisk angioødem, amyloidose og sjældne bindevævslidelser kan også disponere hertil [3].
Overhængende hud over øvre øjenlåg kan medføre synsfeltindskrænkning særligt opadtil, hvilket kan forværres af samtidig fedtherniering som følge af udtyndet orbitalt septum. Derudover kan patienten opleve tyngdefornemmelse, hovedpine, hudgener samt fremmedlegemefornemmelse ved øjenvippeptose, som følge af nedadgliding af anterior lamella [4].
Dermatochalasis kan korrigeres kirurgisk med fjernelse af overskydende væv og eventuelt hernieret fedt. Indgrebet har vist at medfører øget synsfelt samt forbedret livskvalitet relateret til reduceret hovedpine og forbedret syn [5].
Synsfeltindskrænkning kan også skyldes øjenbryns- eller øjenlågsptose alene. Disse tilstande er ikke omfattet af denne retningslinje.
Udredning og behandling foregår i plastikkirurgisk eller oftalmologisk regi.
For at der er tale om funktionel indikation, skal både afstands- og symptomkriteriet være opfyldt. Der udføreres ikke behandling på rent kosmetisk indikation i offentlig regi [1].
Afstandskriterie
Afstanden1 mellem øvre øjenlågsrand/nedhængende hudoverskud på øvre øjenlåg og pupillens centrum skal være ≤ 3 mm, når patientens hoved er i normal-anatomisk position med afslappet ansigts- og pandemuskulatur, og med blikket rettet lige frem. Hvis dette kriterium er opfyldt, antages det, at der foreligger klinisk betydelig synsfeltsindskrænkning opadtil i synsfeltet [6].
1Afstanden kan på fotografi estimeres som en fjerdedel af hornhindens diameter.
Symptomkriterie
Patienten skal have minimum to af nedenstående symptomer eller ét symptom i svær grad:
- Synsfeltindskrænkning
- Udtalt tyngdefornemmelse af øjenlågene
- Irritation, kløe eller andre gener fra hudfolden
- Fremmedlegemefornemmelse ved øjenvippeptose
- Kompenserende bagoverbøjning af hovedet
- Hovedpine som følge af kompensatorisk pandeløft
Henvisning bør indeholde
- Symptomer
- Objektiv undersøgelse af øjenomgivelser, inkl. afstandskriteriet
- Øjenrelateret sygdomshistorik inkl. tidligere kirurgi
- Relevant komorbiditet
- Rygestatus
- Blodfortyndende behandling
Funktionel indikation for kirurgisk korrektion i offentlig regi kræver, at både symptom- og afstandskriteriet er opfyldt.
Behandling, der har til hensigt at forandre eller forbedre udseendet hos særlige patientgrupper (medfødt misdannelse, forandringer opstået ved sygdom, traumer eller kirurgi) er at betragte som rekonstruktiv behandling og ikke kosmetisk [1].
- Alvorlige koagulationsforstyrrelser
- Blodfortyndende medicin (kan kræve midlertidig justering omkring operationstidspunktet, særligt ved fjernelse af fedtherniering)
- Komorbiditet med betydning for anæstesi eller sårheling
- Urealistiske forventninger
- Patienten skal være røgfri i mindst 6 uger forud for henvisning [7]
Objektiv undersøgelse
Øjenomgivelserne vurderes med patientens hoved i normal-anatomisk position, med afslappet pandemuskulatur og patientens blik rettet lige frem.
- Hudforhold: Infektion, inflammation, eksem, ødem, arvæv mm.
- Øjenbrynposition evt. øjenbrynsptose (= inferior del er sunket ned under orbitakanten)
- Mængden af hud på øvre øjenlåg (afstand fra overhængende hud til midt-pupil, krav ≤3mm), evt. lateral hooding
- Øjenlågets stilling: Øjenlågsptose (inkl. vurdering levatorfunktion), ectropion/entropion
- Fedtherniering
- Lukkedefekt
- Synsfelt
- Asymmetri
Billeddokumentation
Forud for operation tages billeder af øjenomgivelser med patientens hoved i normal-anatomisk position, med afslappet pandemuskulatur og patientens blik rettet lige frem. Ved hudpatologi suppleres med nærbillede.
Behandlingen er kirurgisk (øvre blefaroplastik) med fjernelse af overskydende hud. Dette kan suppleres med septumplastik og/eller operativ fjernelse af hernieret orbitalt fedt, hvis dette er udtalt og bidrager til symptomerne [4]. Ved samtidig øjenlågsptose, øjenbrynsptose eller lukkedefekt, kan der være behov for anden kirurgi eller kombination af indgreb [4,8].
Operationen kan udføres i lokalanæstesi.
Ved indikation for bilateral korrektion anbefales det at operere begge sider samtidigt.
Komplikationer
Komplikationer er oftest forbigående, men kan i sjældne tilfælde persistere og kræve yderligere kirurgi [3]. (Appendix A)
Der er ikke krav om postoperativ ambulant opfølgning.
Retningslinjen er udarbejdet marts 2026 af DSPR’s retningslinjeudvalg i samarbejde med:
- Lotte Hardbo Larsen, Læge, Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
- Lene Birk Sørensen, Cheflæge, Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.
1) Sundhedsstyrelsen. Overskydende hud på øvre øjenlåg. Faglige visitationsretningslinjer, Sundhedsstyrelsen 2012
2) Kashkouli MB et al. Dermatochalasis Through Decades: A Histopathologic Study. Ann Plast Surg. 2021 Mar
3) Patel BC et al. Upper Eyelid Blepharoplasty. StatPearls Publishing. 2023 July
4) Sri Gore et al. Oculoplastic, lacirimal and orbital surgery, The ESOPRS Textbook: Vol 1, Part II, Upper Blepharoplasty. 2024
5) Hollander MHJ et al. Functional outcomes of upper eyelid blepharoplasty: A systematic review. J Plast Reconstr Aesthet Surg. 2019 Feb
6) Cahill KV et al. Functional indications for upper eyelid ptosis and blepharoplasty surgery: a report by the American Academy of Ophthalmology. Ophthalmology. 2011 Dec
7) Sundhedsstyrelsen. Rygestop før operation – vejledning til patienter og sundhedspersonale. www.sst.dk/udgivelser/2020/stop-med-at-ryge-naar-du-skal-opereres. Sundhedsstyrelsen 2025
8) Kim KK et al. American Society of Plastic Surgeons Evidence-Based Clinical Practice Guideline: Eyelid Surgery for Upper Visual Field Improvement. Plast Reconstr Surg. 2022 Aug
Komplikationer og risici
- Sårruptur
- Blødning/hæmatom
- Infektion
- Nedsat følesans
- Asymmetri
- Lukkedefekt (lagoftalmus) med udtørring af øjet, som følge af overresektion og/eller nerveskade (oftest forbigående)
- Arvævsdannelse med træk på omkringliggende hud
- Indsunkne øjne ved overdreven fedtfjernelse
- Øjenlågsptose ved skade på m. levator palpebrae
- Ved fedtfjernelse: risiko for retrobulbær blødning med potentielt varigt synstab
Operation kan medføre synliggørelse af allerede eksisterende øjenbrynsptose, øjenlågsptose eller indsunkne øjne.